Nervebetændelse kan påvirke både følesans, bevægelse og balance, hvilket kan gøre almindelige hverdagsaktiviteter mere udfordrende. Symptomerne udvikler sig ofte gradvist og starter typisk i fødder eller hænder.
Nervebetændelse er en tilstand, hvor en eller flere nerver bliver irriterede eller beskadigede. Tilstanden rammer oftest de perifere nerver, som ligger uden for hjernen og rygmarven. Symptomerne kan omfatte prikken, snurren, brændende smerter, følelsesløshed og nedsat muskelkraft, typisk i hænder og fødder. Nogle oplever også balanceproblemer eller svimmelhed.
Nervebetændelse kan blandt andet skyldes diabetes, alkoholoverforbrug, vitaminmangel, bivirkninger til medicin, kræftbehandling eller sygdomme, hvor immunforsvaret angriber nerverne.
Udredningen starter med en grundig samtale om symptomer og sygehistorie efterfulgt af en neurologisk undersøgelse. Lægen vurderer blandt andet følesans, muskelstyrke, balance og reflekser.
For at finde årsagen og omfanget af nervepåvirkningen kan der suppleres med blodprøver, nerveledningsundersøgelser og andre neurofysiologiske tests samt scanninger eller andre specialundersøgelser ved behov.
Behandlingen afhænger af den bagvedliggende årsag. Målet er både at bremse udviklingen af nervepåvirkningen og lindre symptomerne. Tidlig udredning er vigtig, da nogle former for nervebetændelse kan behandles effektivt, hvis årsagen identificeres i tide.