Angst er en naturlig reaktion på fare eller stress, men når angsten bliver så stærk eller vedvarende, at den påvirker hverdagen, kan der være tale om en angstlidelse. Angst kan komme til udtryk både fysisk, psykisk og adfærdsmæssigt. Mange oplever symptomer som hjertebanken, svedeture, rysten, svimmelhed, muskelspændinger og uro i kroppen. Samtidig kan angsten føre til vedvarende bekymringer, katastrofetanker, koncentrationsbesvær og en følelse af at miste kontrol. Følelsesmæssigt kan man føle sig bange, nervøs, anspændt eller irritabel, og mange begynder at undgå situationer, der vækker angst.
Mange med angst har en oplevelse af, at angsten overtager styringen med livet og gør det svært at klare almindelige dagligdags aktiviteter. Selv simple ting som at købe ind eller tage bussen kan opleves som en stor udfordring. Angsten og de tilhørende tanker kan også føre til, at man undgår mennesker, man holder af, må melde afbud til vigtige begivenheder eller får svært ved at passe studie, arbejde og sociale relationer.
Hvis man lever med angst gennem længere tid, kan det påvirke selvværdet negativt. Omvendt kan et lavt selvværd også være med til at udløse og fastholde angst. Langvarig angst kan desuden påvirke relationerne til andre mennesker, herunder både parforhold, familie og venskaber. For pårørende kan det være belastende at opleve en person med angst, da de kan føle, at de må tilsidesætte deres egne behov for at tage hensyn til den angstramte.
Mange mennesker trækker sig socialt, når de oplever angst, og forsøger at skjule eller ignorere deres symptomer over for omgivelserne. Dette kan føre til ensomhed og isolation. Omvendt oplever mange, at angsten fylder mindre, når de taler åbent om deres oplevelser og tør stå ved deres udfordringer.
Behandling
Der findes heldigvis gode behandlingsmuligheder for angst. Valget af behandling afhænger blandt andet af typen af angst og symptomernes sværhedsgrad, og det varierer fra person til person, hvilken behandling der virker bedst. Psykoterapi og medicinsk behandling er de to mest anvendte behandlingsformer, og for nogle er en kombination af begge den mest effektive løsning.
Ved symptomer på angst er det vigtigt at søge hjælp, for eksempel ved at kontakte egen læge. At erkende, at man har et problem, er et vigtigt første skridt mod bedring. Jo tidligere man søger hjælp, desto bedre er mulighederne for at mindske symptomerne og genvinde kontrollen over sin hverdag.